Jeg læste et sted, jeg tror det var i hans nekrolog, at digteren Morti Vizki havde den manglende selvcensur som metode. Hans digte fik lov til at blive stående, som de var, når de én gang var nedfældede. Ikke noget med at strege over, flytte rundt, erstatte, tilføje eller noget som helst af den slags pjat. Efter nekrologens sigende skulle det være forfatterskabets styrke og svaghed. Jeg har ikke min egen mening om sagen; jeg har været så uforskammet ikke at læse hans digte, hvilket ikke har noget med censur at gøre, men bare er et udtryk for et aldeles vilkårligt personligt fravalg, der beror på et i øvrigt ganske sporadisk kendskab til forfatterskabet. Eller måske var der en cirkelslutning her.
I øvrigt kan jeg vældig godt lide princippet. Jeg ser det som en hyldest til det, der er. Tanken om korrektionen af det skabte som en forbrydelse har en nærmest profetisk rækkevidde med selvtilgivelsen og selvophøjelsen som polære ankre. I den radikale friheds navn vil jeg gøre princippet til mit eget, og jeg vil i resten af blogindlægget her opfatte hvert enkelt tegn som helligt og ikke rette så meget som et enkelt komma. Beklager mængden af stave- og slåfejl.
Man behøver ikke at hælde hverkleen til højre eller til venstre for at kunne fastslå, at ytringsfrihed er et helt centralt princip, og vi kan dårligt tænke ordet uden at se nogle helt konkrete billeder på den fælleskulturelle indre dankse nethinde: Muhammedtegninger, afbrændte flag og Anders Fogh, der undskylder ikke eller undskylder på internationalt tv, imamer, Pia Kjærsgård, og en periodisk faldende dansk eksport af mælkeprodukter (hvordan det så end afbilledes på en idnre nethinde; jeg foreslår en nedadgående, todimensionel, sort-hvid kurve). Disse billeder har inmden for de seneste år slået endegyldigt fats for os – og mindet os om – at ytringsfrihed ikke er noget, vi bare har: Det er noget vi kæmper for, står fast på, tror på, ikke undskylder for. Det er en fundamental ret, der ikke bare fås forærende, som mnange i min generation måske tidliger5 har forvildet sig til at tro.
For nogle år siden havde jeg en kronik i Politiken, som blev udsat for den type af censur, som kaldes redigering. Jeg kan ikke længere huske det overskrift, jeg selv havde foresleåt, men i stedet kan jeg vhsuke den, som endte på tryk uden min mellemkomst: ”Skin er det levende ord.” Titlen, der bare var der, da jeg så kronikken på tryk, havde en for mig ganske overraskende Grundtvigsk undertone, som jeg ikke var forberedt på, men som måske på en eller anden måde kunne have en berettigelse i forhodl til en kronik, der handlede om en fiktionstekst brændemærket ordvist på levende menneskekroppe. Det skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald var min tekst, der var blevet valgt til tryk, fordi den var tilpas gakket og skæv, blvet ændret. Ligesom jeg i dag også sagtens kan finde på at forelså ændringer i andres overskrifter, hvis jeg synes, de ikke er dynamiske eller fængende nok. Hvilket er det samme som at sige, at jeg censurerer det udynamiske og det kedelige, hvis jeg har mulighed for det. Nogle gange lykkes det.
Frivillig selvcensur er der ikke så meget at sige til, andet end at vi gør det hele tiden. Vi siger ikke ja, når kæresten spørger, om man kan se, at hun har taget på, og vi siger, at det da ikke gør noget, at svigermor snakker lidt meget. Det er da bare hyggeligt, siger vi. Små, hvide løgne, der gør livet nemmere. Vores evne til at fordreje sandheden er det sociale kit, der gør det muligt for os at omgås uden hele tiden at ryge i flæsket på hinanden. Hvis ytringsfriheden fortolkes som sandhedstvang, kan jeg ikke forestille mig andet, end at 3. verdenskrig ville være nær, og jeg tror for så vidt, det derfor vil være på sin plads, at jeg begynder at rette lidt til igen. Bare lige slette de værste slåfejl, så teksten ikke er alt for ubehagelig at læse. Jeg vil jo helst ikke have sure læsere.
Fortsættes....
En debutant, der sidste år blæste hatten af mig (og som i øvrigt har profileret sig på at have fået adskillige afslag fra Forfatterskolen), var den unge og smukke Lone Aburas, der efter debuten fik kritik for at være for snakkende i sin fortællestil. Og jeg kan godt se, hvad der menes med den snak, men samtidig er det netop den snakkende fortællestemme med dens unikke uimponerede humoristiske drive, der er løfter "Føtex søen" op over den gennemsnitligt gode roman. Og at det er på det niveau, den befinder sig, er jeg ikke alene om at mene:
Indlæg
