Kaffepletter og heltinder i litterær cirkulation

- Jeg bruger aldrig bibliotekerne, fordi jeg hader, der er kaffepletter i bøgerne, sagde en af mine venner for nyligt.

Sidst jeg var på biblioteket, endte jeg med John Evan-Jones' "Hvordan vinder vinderne?" i tasken. Den har en indtørret, gullig plet på side 101, for lys til at være kaffe, for tynd til at være snot. Jeg er gået i stå i bogens 6. kapitel. Inden da har en tidligere læser udfyldt et spørgeskema om målsætning:

"- Hvor ønsker jeg at være i min karriere om to år fra dags dato?
NYX - virksomheder

- Hvilken stillingsbetegnelse ønsker jeg at have om to år fra dags dato?
Heltinde, kvindelig kunstner, selvstændig

- Hvad er dit ultimative karrieremål?
At sælge værker så jeg kan leve af det

- Hvilken type uddannelse skal jeg tage inden for de næste seks måneder?
Lederuddannelse

- Hvilke færdigheder må jeg forbedre straks?
Kommunikation, slagkraft

- Hvad er min svageste side, og på hvilken dato vil jeg begynde at forbedre den?
18.8. handlingslammelse

- Hvilke uddannelsesmæssige kvalifikationer ønsker jeg ultimativt at opnå?
Salgs-kvalifikationer, markedsføring, kreativ tænkning, konceptudvikling

- Hvilken del af mit udseende vil jeg gøre noget ved straks?
Barebere mine ben

- Hvordan vil jeg gerne se ud om seks måneder?
Minus fire kg

- Hvilke ændringer i mit sociale liv vil jeg gennemføre straks?
Netværk Louiz

- Hvilke forbedringer vil jeg foretage omkring min bolig inden for de næste to år?
Baghaven

- Hvilken form for parforhold ønsker jeg at have med min nuværende partner i fremtiden?
Coach, sparring, fortrolig

- Hvor høj en indkomst har jeg for øjeblikket?
0

- Hvor høj en indkomst ønsker jeg at have om et år fra dags dato?
100.000

- Hvor høj en indkomst ønsker jeg at have om to år?
120.000

- Hvor høj en indkomst ønsker jeg at have om tre år?
200.000

- Hvor høj en indkomst ønsker jeg at have om fem år?
250.000

- Hvor høj en indkomst ønsker jeg at have om ti år?
300.000"

Jeg elsker at vide, at den bog, jeg sidder med i hånden, har været på en rejse, og at andre mennesker har haft oplevelser med og gjort sig tanker om bogen. Det allerbedste er, når tidligere lånere, som heltinden citeret ovenfor, har gjort sig virkelig umage og har sat streger og skrevet noter. Dem læser jeg altid med stor fornøjelse og en pæn portion undren.

Når jeg går på biblioteket, ender jeg næsten altid med at fortabe mig. Der kommer altid lidt ekstra med i tasken. Bøger, jeg aldrig før havde hørt om. Bøger, jeg aldrig havde drømt om at læse. Bøger, der står på en hylde og frister med æggende titler og dekorative forsider. Bøger, jeg måske ikke får læst færdig. Bøger, jeg helt sikkert aldrig ville læse to gange, og som ville få hylderne i min egen bogreol til at briste. Og så de små og store perler. Bøger, jeg ikke ville kunne finde i en boghandel, fordi udgivelsesdatoen ikke er ny.

Nu, hvor sommerferien nærmer sig, er det snart på tide med et nyt biblioteksbesøg, så bogdepoterne er oplagrede inden afslapningsmarathonen sætter ind. Og så melder det klassiske spørgsmål sig: Skal jeg gå efter de døde, hvide mænd (lidt pænere omtalt som klassikerne) eller tage noget lettere med hjem i tasken?:
http://www.guardian.co.uk/books/booksblog/2010/jun/29/challenging-difficult-books-tomes

Biblioteker er andet end bare bøger

How Tweet It Is!: Library Acquires Entire Twitter Archive « Library of Congress Blog

Forfattere med to hoveder

Jeg er i øjeblikket gang med at samle stof til en kompensationsansøgning rettet mod universitetet for tabt evne til intuitiv anvendelse af begreberne virkelighed og sandhed.

Derfor var det også et chok for mig at læse et interview med den bogaktuelle bestsellerforfatter John Irving, ”En sand historie er fuld af al mulig bullshit” i Politiken:

John Irving blander uden at blinke selvoplevet virkelighed med fri fantasi. Hvad er hans holdning til debatten om, hvorvidt virkelighed og fiktion bør markeres, så man ved, hvad der hvad?

”Når jeg bruger elementer af mit eget liv, ændrer jeg dem. Portrættet af min egen mor har jeg ændret så meget, at hun ikke kan genkende sig selv. Det er overhovedet ikke vigtigt for mig at gøre forskel på de ting, der er sket i virkeligheden, og ting jeg opfinder. For alt, der er sket i virkeligheden, kan jeg gøre bedre. En sand historie er simpelthen ikke god nok. En sand historie er fuld af al mulig bullshit, som ikke er interessant for historien, så det må man bare af med."

Det overraskende er ikke så meget John Irvings svar, men derimod spørgsmålet. Kan man gennemgå en tekst med en rød tuschpen og sætte streger de steder, teksten er mest virkelig?

På mit natbord ligger i øjeblikket John Fowles’ ”The Magus”, hvori hovedpersonen får et underviserjob på en græsk ø – hvor John Fowles selv har undervist. Gør dette historien til en sand eller virkelig historie. Kunne man forestille sig, at stedsbeskrivelserne var trykt med rød sværte for at angive virkelighed, mens resten var trykt med den almindelige sorte sværte? Og hvis John Fowles så – som hovedpersonen i romanen – selv har forladt en kvinde til fordel for Grækenland, skal dette brud så markeres med rødt, mens kvindenavnet, som jeg forestiller mig må være ændret, trykkes med sort?

En anden måde at adskille fiktion fra fakta kunne være at sikre, at læserkontrakten er i orden. Hvis bogen markedesføres som fiktion, så ligger der i kontrakten med læseren, at indholdet er fiktion og ikke direkte udleveringer af levende personer o.lign. Hvis forfatteren ønsker en anden læserkontrakt, har hun eller han en række faktuelle genrebetegnelser til sin rådighed, fx. biografi, selvbiografi, memoirer og selvportræt. Anvendes en af disse genrebetegnelser, ligger der i læserkontrakten, at der ikke påstås væsentligt om bogens personer, som ikke kan sandsynliggøres af andre kilder. Og ønsker forfatteren et endnu større frirum, har han eller hun en forskellige blandingsgenre til rådighed: autofiktion, romanbiografi, selvbiografisk roman.

Det sku' vær' så simpelt, men så' det faktisk svært. Ikke bare fordi der altid vil være lidt digt i en biografi og lidt virkelighed i en fiktionsroman, og hvor går så grænsen? Men også fordi en række forfattere selvfølgelig leger med genretegnelserne og læserkontrakterne. I "Dobbeltkontrakten" (som jeg grundet et af skæbnens små, uventede nys har to eksemplarer af i min vindueskarm) gennemgår Poul Behrendt, hvordan forfattere som bl.a. Peter Høeg, Claus Beck-Nielsen og Jan Stage har pillet ved læserkontrakten ved at oprette en dobbeltkontrakt (det, der står er sandt, og det, der står, er ikke sandt). Poul Behrendt kalder selv denne dobbeltkontrakt for en moralsk kategori, og de nævnte forfattere er ude i en moralsk gråzone, hvor de risikerer nedadvendte, moralske tommelfingre for deres kunst.

Tilbage står så bare spørgsmålet om, om det er kunstens rolle at understøtte vores almindelige forestillinger om moral, eller om det er dens opgave, at kaste håndklædet ud i gråzonerne for at se, hvad der sker:

"En dobbeltkontrak kræver lige så meget af sin læser som af sin forfatter. Det er slut med, at en anmelder kan trække fiktionens magiske cirkel omkring en faktisk historie, blot fordi forfatteren har skiftet et par navne ud. Det er uholdbart, at en forfatter med to hoveder mødes af en læser med hovedet under armen," skriver Poul Behrendt.

Et øjebliks sandhed

Genrelitteratur (bøger, der fortæller en historie) er kommercielt beregnende plotmanipulationer, mens finere litteratur (uden plot) er bare et øjebliks sandhed, der efterlader læseren stadig sulten:

http://www.guardian.co.uk/books/booksblog/2010/jun/23/neil-gaiman-short-stories

Blandet bogguf

Priskrigen på e-læsere er skudt i gang. I fremtiden vil vi ikke nøjes med e-læsere, men vil gå efter multifunktionelle minicomputere a la iPad:
http://money.cnn.com/2010/06/21/technology/nook_price_cut/index.htm

Og så er der nu (indtil 12. juli) tre lydboger gratis tilgængelige som Podcasts:
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Lydbogspris/index.htm?nyhedsbrev
(Her kan man lytte til de tre bøger, der er nomineret til årets lytterpris, og bagefter stemme på sin favorit. Personligt kan jeg anbefale lytning til Blichers "Brudstykker af en landsbydegns dagbog" kombineret med et jævnt tråd på motionscykel.)

Forlag har længe (sikkert af både gode og dårlige grunde) sløset kraftigt med svartiderne på indsendte manuskripter. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at der nu bliver skrevet om det: http://kpn.dk/boger/article2107021.ece?page=2

Er fiktionen fri for virkeligheden?

Fiktion er fiktion. Digt. Fri fantasi. Fiktionens rum er et frirum, hvor alt er tilladt. Fiktionen har sine egne regler og sine egne sandheder, der ikke er forpligtet på virkeligheden. Det eneste krav til fiktionen er, at den skal fungere. Eller?

Nogle gange protesterer virkeligheden over fiktionen, som eksempelvis Thomas Altheimer gjorde det på grund af skildringen af ham i Das Beckwerks "Suverænen". Efter udgivelsen af bogen anklagede Altheimer Beckwerk for at have stjålet hans identitet:
http://www.information.dk/166651

Det bliver mere og mere almindeligt at bruge virkelige personer i fiktive fortællinger. Det giver forfatteren nogle fordele: En masse af plottet og de faktuelle baggrundsoplysninger kommer mere eller mindre af sig selv (og af research), men samtidig er forfatteren frit stillet til at ændre og omskrive, når han eller hun synes, det styrker historien. Men er det i bund og grund i orden? Har man ret til at omskrive Anne Franks liv for en god historie?: http://www.guardian.co.uk/books/booksblog/2010/jun/22/sharon-dogar-annexed

Og kan man lade en anden end Churchill være britisk premierminister under 2. verdenskrig og tilskrive denne person alle Churchills handlinger?:
http://bookwitch.wordpress.com/2010/01/13/how-far-can-you-change-history/

Selv når fiktionen ikke stjæler identiteter eller manipulerer med fakta, kan den risikere at støde mod virkeligheden. Det er et interessant spørgsmål, om disse bøger ville være blevet udgivet i dag: http://moreintelligentlife.com/blog/books-wouldnt-get-made-now

Hvem sidder der bag skærmen?

På mit skrivebord ligger et eksemplar af niende udgave af Jeppe Aakjærs "Rugens Sange", som udkom første gang i 1906. Niende udgave er fra 1926, fire år før, Jeppe Aakjær døde. Inde i bogen ligger et kort, hvor der står:

"Kjære Rigmor!

En glædelig Jul!

Deres hengivne
Jeppe Aakjær.
Jenle 24/12 1929."

Rigmor var ung pige i huset hos Jeppe Aakjær i årene 1926-1930. Hun var med til Jenle-festerne og på Aakjærs værelse om lørdagen, hvor hun skænkede kaffe for tjenestefolkene, mens Aakjær læste højt. Hun vidste, at Aakjær havde en sød tand og satte pris på, at der blev fyldt op i kagedåserne med hans syv forskellige yndlingssmåkager, hver gang han var bortrejst. Og så var hun den person, der sidst så ham i live.

Det var en forårsmorgen, og Rigmor var som altid tidligt oppe for at få gang i køkkenet. Aakjær var også oppe. Han kunne godt lide at gå ude i haven og regere sådan en tidlig morgen. Inden han gik ud i haven denne morgen, gik han ned i køkkenet og fandt Rigmor. Han sagde til hende, at hun skulle gøre hans tøj klar og pudse hans sko, for han skulle rejse.

Endnu sov de andre i huset. Rigmor gik ud for at hente brænde. Hun skulle hele vejen gennem haven for at hente det. På vej derned så hun hans trøje hænge på hækken. Da hun kom tilbage, hang den der stadig. Hun gik nærmere, og da hun kom helt derhen var han allerede død.

Politiet blev tilkaldt og Rigmor blev udspurgt. Hun sagde, hvad hun har fortalt mig mange gange siden, at han havde bedt om at få sit tøj gjort klar. Aakjær blev gravet ned ude i marken. Hans hund blev ved med at løbe ned og lægge sig det sted, han blev begravet.

Rigmor er min mormor, og hun har fortalt mig historien om Aakjær flere gange. Jeg kender mest Aakjær for hans sangtekster - oversættelsen af "Should old aquitance be forgot" fra engelsk til jydsk, "Jeg er havren, jeg har bjælder på", "lul-lul, rokken går" og "Jens vejmand" (Hvem sidder der bag skærmen?). Sange, jeg har sunget igen og igen tilbage i min skoletid.

Nu ligger "Rugens Sange" klar på bordet og venter på mig. Jeg vil prøve, om jeg, mens jeg læser, kan fange den stemning af andagt, der må have været på hans værelse om lørdagen, når han læste højt til duften af friskbrygget kaffe og med rugen og havren lige udenfor.

Pop-op bog for viderekomne

YouTube - NZ Book Council - Going West

Hvem vil med på jordomrejse?

Librophiliac Love Letter: A Compendium of Beautiful Libraries Curious Expeditions

Skal din bogsamling på museum?

YouTube - Yesterday's Bookcase

Snart ikke

Jeg beklager over for alle passagerer i bus nr. 118, der sidste weekend hørte mig sidde og klukke højlydt med ansigtet begravet i Christian Yde Frostholms "Ofte stillede spørgsmål" fra 2008. Frostholm har været på jagt på internettet, og det er der kommet en del interessante - og da især morsomme - sammenstillinger ud af. Bl.a. denne:

Kender du nogen der har fået en dummebøde?
Har du glemt at indløse en check?
Er du nogensinde blevet væk fra et familiemedlem?
Tror du tv vil gå af mode?

Kan vold på film fascinere dig?
Er du nogen sinde gået fra en kæreste på grund af svigermor?
Skjuler du hvis du er blevet skuffet over en gave?
Er du nogen sinde kommet i klemme i dørene i regionaltogene?

Det er ganske sublimt morsomt og bestemt også interessant, hvordan de forskellige anonyme (offentligt private) stemmer spiller sammen i teksten. Og så kaster det lys over, hvordan vi bruger internettet. Skulle jeg have en anke mod digtsamlingen, vil det være den, at Frostholms metode ikke er forklaret. Jeg kunne godt tænke mig at vide noget om, hvordan han har søgt og prioriteret i sine søgeresultater. En anmeldelse af bogen kan ses her: http://www.information.dk/173048

Jeg vil gerne takke for den suverænt underholdende læseoplevelse og kvittere med følgende lettere opgivende tekststreng (en sammenskrivning af hits på en googlesøgning på ordene "snart ikke" - inspireret af Malinovskis Danskernes store drømmebog):

Er vi der ikke snart? Snart ikke flere Carlsberg på Sjælland. Kan snart ikke mere. Jeg kan snart ikke mere. Klimaet kan snart ikke reddes. Jeg kan snart ikke holde til det mere. Min hest har snart ikke mere hale. Mangel på sexlyst, og jeg ved snart ikke hvad. Holder det snart ikke ud mere. Jeg ved snart ikke. Kan snart ikke mere. Jeg ved snart ikke, om jeg skal grine. Orker snart ikke mere. Der er snart ikke mere diskplads på drev x. Jeg har snart ikke mere hår tilbage på hovedet. Der er snart ikke flere tilbage. ÅH kan snart ikke holde til mere (syg killing). Tisser indenfor – orker snart ikke mere. Ved snart ikke, hvad jeg skal gøre. Skal gasolin ikke snart også gendannes? Jeg ved snart ikke lige!!!!!!!!!!! Jeg gider snart ikke høre mere om alle de ulykker, som kan/vil ramme vores efterkommere. Komprimering af database når der snart ikke er mere købt plads. Det er snart ikke sjovt at være dansker mere, men det er måske også snart slut og så hedder vi bare et sammensurium af europæere. Dør scanneren ikke snart? Gider snart ikke mere. Snart ikke mer pels igjen. Nu kan jeg snart ikke forstå det. Facebook er snart ikke andet end Poke Back Mountain. Sejstrup Taxa er snart fortid. Synes snart ikke man kan komme med flere undskyldninger for Bønder/Private ikke behandler eller sørger for mad og vand til deres dyr. Ordningen er en stor succes, og der er snart ikke flere rate-billetter tilbage. Har snart ikke lyst til at vise mig offentligt mere. Jeg kan snart ikke mere! Kan snart ikke vente mere. Jeg opgir fandme snart, jeg kan snart ikke mere, det hele ramler. Computerspil, mon ikke det snart går over? jeg er samtidig overbevist om at jeg snart ikke kan klare det her alene mere. Jeg kan snart ikke mere. Lukker vi ikke snart? Nu kan man snart ikke kende forskel mere. Så får vi snart ikke mere for den 25-øre. Britisk pund snart ikke mere værd end Euro. Er vi der ikke snart? Det er snart ikke længer muligt at få sig et måltid god dansk mad. Kommer der ikke snart noget fisse til mig? Skal Gasolin ikke også snart gendannes? Kan sgu snart ikke mere. Den dekorerede fodboldstjerne har snart ikke plads til flere tatoveringer på kroppen. Så kunne vi snart ikke komme tættere på den store dag. Tja, jeg ved snart ikke. Nu hænger det snart ikke sammen mere!!!!! Der går snart ikke en dag, uden jeg hører en politiker skælde ud på SU'en og sige, at det ikke kan være rigtigt, at staten skal betale for de studerendes. Snart er kriminaliteten ”ikke mere”. Øv, Nu Gider Jeg Snart Ikke Sælge Mere! Er det ikke snart weekend? Er vi der ikke snart eller? Overvejer at installere en leaked version af Android 2.1 fordi jeg kan snart ikke vente mere. Og kommer der snart ikke en butik i aalborg. Forskere: Snart behøver du ikke at børste tænder. Er vi der ikke snart? (Jeg kan snart ikke følge med!) Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre og er ved at løbe tør for ideer! Skal vi ikke snart ha en ny regering? Mon ikke der snart udskrives valg.

Årets roman kåret af læserne

Det blev Jakob Ejersbo, der posthumt modtog med DRs Romanpris 2010.

Blandt begrundelserne fra jurymedlemmerne lød det bl.a., at "Liberty fortæller utroligt godt om kløften mellem de rige i-lande og det fattige Afrika og den kæmpestore kulturforskel, der er. Det bliver afspejlet gennem de to drenge, der fortæller om deres oplevelser af hinandens verdener." Et af jurymedlemmerne fremhævede, "at Ejersbo i 'Liberty' formår at beskrive afrikanerne på en helt fantastisk indlevende måde, som måske ikke er set siden Karen Blixen."

Læs mere på:
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Romanklubben/Artikler/20100611125408.htm

Kan man blive glad af at læse?

Der er forskere, der mener, at læsning ikke bare er en uskyldig hobby, men at det at læse kan være direkte gavnligt. Ifølge teorien skal læsning kunne hjælpe psykisk syge, fordi det tvinger den læsende til at fokusere på læsningens nu og her frem for sine egne fastlåste tankemønstre. Samtidig tilbyder bøgerne forskellige syn på verden, som læseren kan bruge i en dialog med eget verdensbillede. Samtidig kan højtlæsning styrke en omverdensfornemmelse i tilfælde, hvor patienter oplever sig isolerede: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/366323:Danmark--Laesegrupper-hjaelper-psykisk-syge

Fænomenet med behandling af psykisk syge med litteratur kaldes biblioterapi og stammer fra Storbrittanien, hvor hoveddrivkraften er Jane Davies, der i et interview til Information udtaler:

“Mange har i virkeligheden brug for at modtage psykoterapeutisk rådgivning, men gør det ikke. Måske fordi de ikke har adgang til det, måske fordi de ikke har råd. I stedet kan litteraturen så være med til at sætte ord på nogle af de følelser, folk ikke selv kan formulere. Den tilbyder folk et sprog, de kan forstå sig selv med. For demente, der ikke længere kan strukturere og optage information på almindelig vis, tilbyder poesi en form for orden. Lyrikkens formsprog og rytme kan have en helende effekt, og mange demente finder tilsyneladende stor ro i den blotte kendsgerning, at en linje følger efter en anden i en kontinuerlig række. Oppe i hovedet roder alting rundt for dem, men i digtene er tingene sat i system. Det er vigtigt at understrege, at biblioterapi ikke virker for alle, og at vi ikke er ude på en mission for at få stoppet al ordinering af medicin til syge patienter. Det eneste, vi siger, er, at biblioterapi er godt for nogen og derfor også bør være at finde blandt den brede vifte af tilbud, som sundhedssektoren stiller til rådighed.” (kilde: http://www.information.dk/153260)

Personligt synes jeg, at det er betryggende at læse, at Jane Davies ikke anbefaler læsning som et quick fix på alle verdens problemer (var der ikke noget med, at Goethes "Den unge Werthers lidelser" startede en selvmordsbølge blandt unge mænd, da den kom ud?: http://www.litteratursiden.dk/temaer/den-unge-werthers-lidelser-af-goethe).

Er det i en quick-fix-afdelingen, man leder, kan man måske i stedet starte her (kurset er desværre allerede overtegnet): http://www.youtube.com/results?search_query=kernesund+million%C3%B8se&aq=f

Skal det være ensomt at læse?

Jeg skrev i mit blogindlæg i går, at det er et ensomt foretagende at læse. Med musik er det anderledes, fordi man sagtens kan fylde et helt stadion med mennesker, der deler den sammme lytteoplevelse. Men når man sætter sig ned med en bog, er man meget ofte alene, og den koncentration, man skal bruge på læsningen, kræver, at man lukker omverdenen ude imens. Nyere bogmedier bryder med denne øde-ø-læsning. En lydbog kan sagtens deles af flere på én gang, og en e-bog kan også bryde læsningens isolation i kraft af adgangen til internettet.

Men hvis man nu bare er til de gode, gammeldags papirbøger, skal det så være så ensomt at læse?

Hvis man nu ser bort fra de helt oplagte måder at dele læsningen på; højtlæsning sammen med en god ven eller kæreste/ægtefælle eller deltagelse i et forfatteroplæsningsarrangement (som jeg gjorde det i fredags ved Brabrand Sø, hvor jeg bl.a. hørte Pia Juul læse op fra Radioteatret (heldigvis med mere humor end højtidelighed, hvilket passer godt til både digtsamlingen og min smag)), så kan man jo også, som flere og flere gør, deltage i en af de mange læsekredse, som bl.a. landets biblioteker sætter i gang.

Interessen for læsegrupperne er i øjeblikket så stor, at man kan tale om en ny trend. I et interview til Århus Stiftstidende den 28. marts udtaler trendforsker Kirsten Poulsen, direktør for strategibureauet Firstmove:

"Det er en ny strømning i tiden. Vi har været gennem et årti, hvor tingene er gået meget hurtigt og har været meget flygtige og udadvendte. Vi har købt, og vi har smidt ud, og vi har købt nyt igen. Vores forbrug har været eksorbitant og tankeløst, og nu er der kommet et naturligt behov for at stoppe op, reflektere og gå mere i dybden med tingene. Jeg kalder tendensen den nye nøjsomhed."

Hvorfor er det fedt at læse?

"Det, som litteraturen kan fremstille bedre end andre diskurser, er hvorledes subjektet totalt set forholder sig til sin omverden, og hvorledes det opfatter dette forhold." (Jørgen Dines Johansen: Litteratur og subjektivitet, K&K nr 101)

Jeg har været vild med at læse, lige siden jeg lærte hvordan. I starten var det begejstringen over at bemenstre bogstavsystemet, der skabte min læseglæde. Senere var det også historierne, der trak. Jeg kan tydeligt huske - fordi jeg stadig har det sådan - hvordan jeg som stort barn kunne føle, at der var et særligt bånd mellem mig og den bog, jeg var ved at læse. I forordet til Månen over porten skriver Per Petterson: "Det var snarere som om alle bøgerne på mystisk vis var skrevet direkte til mig og jeg var den eneste læser fordi jeg havde brug for dem".

Når man læser en bog, er det i bund og grund en ensom beskæftigelse. Under læsningen er man næsten altid alene (med mindre man er til lydbøger, så kommer den mundtlige fortæller med ind i læseoplevelsen). Det er dette forhold, der er med til at give os oplevelsen af, at en bog taler direkte til os, selv om forfatteren ikke kender os overhovedet.

For Jørgen Dines Johansen handler litteratur om subjektet og de forbindelser, det indgår i. På den baggrund opstiller han fem hovedmotiver for litteraturen:
1. Forholdet til kroppen
2. Forholdet til psyken
3. Forholdet til den anden, begærsobjektet
4. Forholdet til de andre
5. Forholdet til den ydre natur

Jeg læste et andet sted, at alle skønlitterære historier i bund og grund handler om døden. Jeg ved ikke, om det passer. Jeg vil hellere vende det om: En god bog handler om det, der er vigtigt i livet. Den handler om, hvad jeg som menneske gerne vil med livet, og om hvordan det nogle gange går galt. Hvis ikke den handler om noget, der er vigtigt, så gider jeg ikke læse den.

Hvem er Mette Henriksen?

I sidste uge kontaktede jeg i omegnen af 70 andre Mette Henriksen'er via facebook og bad dem færddiggøre sætningen: "Mette Henriksen er..." Det er der kommet nogle interessante udsagn ud af, som jeg har samlet i teksten nedenfor (teksten ændres, hvis Mette Henriksen sender flere svar), (og jeg skal ikke her kommentere på teksten, og så alligvel må jeg indføje, at jeg er blevet overrasket over, hvor klart og entydigt et billede af Mette Henriksen, der tegnes i teksten), og her er den så:

Mette Henriksen er aktiv og spontan. Mette Henriksen er et felles navn på mange fantastiske og unike personligheter. Mette Henriksen er en rigtig sød person, der har det sejeste navn i verden. Mette Henriksen er et positivt menneske og glad for livet. Mette Henriksen er en stolt og glad højrehjerne med hjerte. Mette Henriksen er én af mange, men alligevel helt sin egen. Mette Henriksen er en glad jente som elsker sol og sommer i Bergen. Mette Henriksen er smykkedesigner. Mette Henriksen er fuld af peps. Mette Henriksen er positiv og en rigtig livsnyder. Nej tak, ønsker ikke at deltage, Mette Henriksen.

Tak til de Mette Henriksen'er, der deltog i legen!

Poesien som en happening

Jeg er bange for at blive opfattet som en stalker. Eller en, der producerer spam. Årsagen er, at jeg lige nu skriver til alle på facebook, der - som jeg - hedder Mette Henriksen. En søgning på Mette Henriksen på facebook giver i omegnen af 140-150 resultater. Nogle af disse er irrelevante, blandt andet dukker en Alex Henriksen op af en eller anden grund. Andre hedder i virkeligheden ikke Mette, men Anne-Mette eller Mette-Marie, og dem sorterer jeg også fra. De Mette Henriksen'er, der så er tilbage, skriver jeg til og beder dem færdiggøre sætningen: "Mette Henriksen er..."

Jeg har googlet kolletiv poesi og har på wikipedia fundet denne definition:

"Collective or collaborative poetry is an alternative and creative technique for writing poetry by more than one person. The principal aim of collective poetry is to create poems with multiple collaborations from various authors. In a common example of collective poetry, there may be numerous authors working in conjunction with one another to try and form a unified voice that can still maintain their individual voices."

Jeg fandt også ud af, at kollektiv poesi kan være en undervisningsform:
http://www.tolerance.org/activity/collective-poetry

Mit bud på et program for den kollektive poesi (en kollektiv poetik) lyder i punktform:
- At nedbryde skellet mellem producent og konsument ved at gøre læseren til medproducent
- At gøre op med forestillingen om en tekst som en enhed ved at synliggøre tekstens sammensathed af komponenter og stemmer
- At frigøre poesien fra geniets, det ophøjedes og det særegnes domæne og skabe en lyrik, som alle i princippet har ejerskab over

Nu er jeg så spændt på, hvad de mange Mette Henriksen'er siger til det. Processen har vist sig at være langsommelig, fordi facebook heldigvis har et effektivt spamfilter, som jeg bevæger mig på grænsen til at blive censureret af.