Har du nogensinde læst en selvhjælpsbog?

Selvhjælpsbøger er populære. Især blandt kvinder. Man kan måske se dem som en slags udvidede dameblade, og sjovt nok er det som med damebladene: Der er aldrig nogen, der læser dem (med mindre, man ikke har noget valg, fordi man sidder i timer og keder sig ved frisøren (måske et frisørtip her - prøv at have et par selvhjælpsbøger liggende)).

For et par uger siden postede Michael Krarup et i øvrigt ganske underholdende blogindlæg om læsevaner, hvori han besvarede 25 i øvrigt udmærkede og emnerelevante spørgsmål. Det var formuleringen af det 25. og sidste spørgsmål, der blev årsagen til dette blogindlæg. Spørgsmålet lyder i sin tilsyneladende enkelthed: "Har du nogensinde læst en selvhjælpsbog?" I stedet for: "Læser du selvhjælpsbøger?"

Det lille ord, nogensinde, markerer distancen og sender signalet om, at for mange af os, er det ikke bare et spørgsmål om at læse eller ikke læse selvhjælpsbøger, men om nogensinde at have læst eller ikke at have læst én selvhjælpsbog og evt. om nogensinde at komme til at gøre det.

Nogle går længere end til at blot lægge afstand og kommer med en egentlig kritik af selvhjælpsbøgerne, fx. at de ikke skaber forandring eller måske i nogle tilfælde fremsætter direkte skadelige råd.

Jeg har nu også fundet et argument for, hvorfor selvhjælpsbøgerne ikke virker. Jeg har nemlig for nylig læst Jonathan Haidts "The Happiness Hypothesis" og blandt rigtig mange andre interessante ting (fx at den buddhistiske lære om ikke-tilknytning er forkert, i hvert fald, hvis målet er at blive mest muligt lykkelig) fundet ud af, at forestillingen om, at et menneske kan forandre sig gennem pludselig selvindsigt er en myte. Med andre ord: Vi læser, vi bliver klogere, og så gør vi ellers som vi plejer. ("The Happiness Hypothesis" er i øvrigt en fantastisk bog, der kommer med bud på livets store spørgsmål, som: Hvorfor er vi her? Hvordan skal vi leve? Hvordan bliver vi gladest? Og den er ikke en selvhjælpsbog, men en populærvidenskabelig fremstilling, der trækker på så forskellige discipliner som antik filosofi og nyere psykologisk forskning).

Ok, nu går den ikke længere. Jeg må tilbage til spørgsmålet:

Har du nogensinde læst en selvhjælpsbog? - Ja!

Har du nogensinde læst to selvhjælpsbøger? - Ja!

Har du nogensinde læst tre selvhjælpsbøger? - Stop, ja, ja, jeg har læst en hel hylde af selvhjælpsbøger, og jeg skal ikke kunne sige, om det har gjort mig gladere, men det har heller ikke gjort skade, men nu er jeg også den dovne læser, der bare læser selvhjælpsbøgerne og hygger mig med det imens og bagefter sætter dem tilbage på hylden uden at lave øvelserne. Og det gør heller ikke noget, for jeg har nemlig læst i en selvhjælpsbog, at det er positivt at være doven. (I øvrigt er det mit råd, når man skal vælge blandt det bugnende udbud af bøger på markedet: Læs indledningen og se, om der står noget i retningen af "Det er vigtigt, at du giver dig tid og laver alle øvelserne i bogen for at få udbytte af den". I så fald foreslår jeg, du dropper bogen på stedet. Står der i stedet noget i retning af "Læs bogen igennem og se, hvad du kan bruge. I sidste ende er det kun dig, der ved, hvad du har brug for", kan den sikkert godt læses med et vist udbytte.)

Architizer Blog » Blog Archive » Top Ten: Libraries

Hvad er din årsløn?

Takt og tone (i mødet med en forfatter) Litteratursiden

"Norsk forfatter er jeg ikke"

Jeg er i økeblikket i gang med at færdiggøre et portræt af forfatteren Amalie Skram (1846-1905) for litteratursiden.dk. Der venter mig altid en overraskelse eller to, når jeg dykker ned i et ældre forfatterskab, som jeg ikke på forhånd kender ret meget til. Nogle gange kan det være en grum oplevelse, andre gange er oplevelsen mere behagelig. Det sidste var tilfældet med fænomenet Skram. Flere af hendes bøger er - tiden til trods - let tilgængelige og med en troværdig personkarakteristik, også for en nutidig læser, som dog kan risikere at skulle en tur på Magasinet på det lokale bibliotek for at støve værkerne op.

En ting, der især fascinerede mig ved Skram - ud over den selvbiografiske linje i ægteskabs/skilsmisse-romanerne og sindssygehusbeskrivelserne og den stædige insisteren på at skildre fattigdommens vilkår og selvfølgelig beskrivelsen af de de samfundsmæssige magtmekanismer, der opretholder status quo - var hendes bestræbelse på at blive dansk forfatter. På linje med forfattere som Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson udgav Amalie Skram sine bøger i Danmark. I ’Hovedsporet’ fra 2005, der rummer en gennemgang af dansk litteraturhistorie, anses hun dog for norsk, og derfor præsenteres forfatterskabet ikke.

Selv så Amalie Skram sit forfatterskab som dansk: ”Jeg anser mig selv, og ønsker bestandig at blive anseet for dansk Forfatter”, udtalte Amalie skram i ’Verdens gang’ 26.1.1901. I Pamfletten ’Landsforræddere’ skriver hun samme år: ”Norsk er og blir jeg til min dødedag . Men norsk forfatter er jeg ikke (…) til forfatter har Danskerne gjort mig.” Da Georg Brandes havde omtalt hende som ”vor største forfatterinde, Amalie Skram” skrev hun et brev til ham og takkede ham for brugen af ordet ”vor”.

Indtal din egen lydbog

LibriVox

Ordstorm.dk

Dær vær ængæng æt æ

Dær vær ængæng æt æ, dær gæk æd æ værdæn mæd hælæ sæn længsæl æftær æt blævæ tæl nægæt mæræ. Dør mødte høn ø, dør vør møgøt ømødøkømmøndø øg ø dø hølø tøgøt møgøt bødrø tøl øltøng ønd ø. Så gåk då hån tål å såm håvdå rå får åt kånnå håldå gång å sålv då slåvåstå bågståvår. Man andan da var kammat ardanlagt a gang kam a and avar ag gav sag tal at plabra. Det blev ekke verre eller bedre end et e egse velle vere med. I illi di timir gik ligin si fint ig bigstivirni minti dit vir din bidsti fist i hindridi ir. Og so kom dor ollors gong o don, do o kom rollondo og voltodo ollo do ondro bogstovor som vor do koglor. U kum buguftur ug turrudu up. Y vylly slyt ykky vyre myd, myn dyt kym hyn yllygyvyl.

Third Ear — Kæphest

Lad lyrikken myrde den geniale forfatter

Skal digte offentliggøres på nettet? Eller skal de trykkes i en bog? Er internettet en trussel mod lyrikken, der gøres mindre og mindre salgbar i kraft af den gratis spredning på nettet? Og er det derfor, de store forlag for længst er gået andre veje og har ladet digte være digte?

Under overskriften "Web Versus Ikke-Web" var der på Bogforum fredag en bragende interessant diskussion om at publicere digte på nettet (v. Kenneth Søgaard Krabat, Asger Schnack og Irmelin H. C. Prehn. Interviewer Lars Bukdahl). Men bortset fra nogle interessante og konkrete indspark fra Kenneth Krabat (der bl.a. forklarede, hvorfor e-læsere og lyrik pt. ikke fungerer sammen - fordi e-læsere har en zoom-funktion, der forskyder opsætningen) led debatten desværre af den præmis, der var sat i overskriften: Det er enten web eller ikke-web. For det er det selvfølgelig ikke. Bøgerne (trykt på papir) er her (og de forsvinder ikke bare lige igen, så længe vi er så mange, der elsker dem). Og internettet er her (og det forsvinder heller ikke bare lige igen - heldigvis, for så skulle vi gå glip af sprællevende lyrik af bl.a. Y0UNG-HAE CHANG HEAVY INDUSTRIES og CIA RINNE).

Det er kun fantasien, der sætter grænser, når digteren vælger sit medium. Der kan være lyrik på toiletter, på bjergvægge, på husmure, på isbjerge osv. (som Kenneth Krabat understregede i løbet af debatten). Men på bundlinjen har digtere i dag to hovedmedier at vælge imellem. Og det interessante spørgsmål er ikke, hvilket af de to medier, der er det rigtigste eller det bedste, og om de to medier truer hinanden (hidtil tyder alt på, at vi mennesker er i stand til at integrere flere og flere medier i vores hverdag, og at medierne ikke behøver at ekskludere hinanden - jeg venter fx stadig på, at fjernsynet slår radioen ihjel).

I stedet er det langt mere interessant at se på, hvad de to medier hver for sig kan, og især, hvad lyrikken kan i samarbejde med de to medier. Hvor indhold på internettet er dynamisk (her i dag, væk i morgen), er indholdet af en bog statisk (her i dag, stadig her i morgen). Hvor kommunikation via nettet er decentral (her i dag, alle vegne i morgen), er kommunikation i bogform (udgivet på anerkendt forlag) central (en redaktion sorterer, redigerer osv.). Og hvor internettet er demokratisk (alle kan være med), er bogen for de udvalgte få (i princippet en elitær udtryksform).

De to medier er forskellige og kan noget forskelligt. Internettet kan nå bredere ud: Det er hurtigt, det er gratis, og alle kan være med. Det dynamiske aspekt åbner op for muligheder:

• Processen kan være mere interessant end resultatet
• Flere parter kan inddrages undervejs i processen
• Der er et rum for leg med både visuelle og auditive aspekter

Jeg har tidligere her på bloggen fremsat et forsvar (eller sågar en poetik) for den kollektive poetik (skabt af mere end én). Min hovedpointe er, at den kollektive poesi har potentialet til "at frigøre poesien fra geniets, det ophøjedes og det særegnes domæne og skabe en lyrik, som alle i princippet har ejerskab over". Her har den web-baserede poesi altså en chance for at skabe en moddiskurs til den dyrkelse af den geniale forfatterperson, som pt. med autofiktionen gennemsyrer prosaen.

I stedet for at begræde, at forlagene, de store, ikke satser på lyrik, mener jeg, at digtere i dag kan vælge at tro på, at lyrikken er sexet, at den repræsenterer en værdi for en bredere skare end de udøvende og kritserende, og at folk virkelig godt kan lide lyrik. Eller man kan tage den snobbede, elitære identitet på sig og se stort på, at rigtig mange mennesker er skide ligeglade.

First time ever oplæsning på Bogforum

På Bogforum bliver der blandt rigtig mange andre indslag en oplæsning med fem nye eller nyere Hvedekorn-digtere. Foruden Pernille Abd-el Dayem, Rolf Sparre Johansson, Cecilie Lind, Marie Melchiorsen og Josefine Graakjær Nielsen er jeg også inviteret til at optræde med nogle selvproducerede digte. Det kan næsten ikke blive andet end en interessant oplevelse, når jeg nu aldrig har prøvet at læse op før. Men jeg vil nu alligevel gerne opfordre alle til ikke at gå til oplæsninger, men i stedet blive hjemme i selskab med en god bog. Eller måske i selskab med seneste nr. af Hvedekorn, Årets Kulturtidsskrift, hvor man bl.a. kan læse denne lille tekst af Marie Melchiorsen:

"En stol har en personlighed og en personlighed har en stol. Og fordi de har hinanden, kan de hvile på skift og får således aldrig ømme knæ og hævede ankler."

Oplæsningen er et samarbejde mellem Hvedekorn og DR Testklubben og finder sted i studie 1 på Balkonen fredag den 12. november kl. 11-12.

Det private er vejen til magten

Anmelderen bliver overgriber, når forfatteren skriver sin egen lidelseshistorie. Virkelighedshungeren fremelsker en generation af forfattere, der gør det umuligt at snakke litteratur. Læs mere i interessant artikel i Klassekampen.

Hvem har nogen sinde hørt om en god 3'er?

I filmens verden har 3'ere ofte svært ved at holde kvaliteten. Nu har du muligheden for at vurdere, om det samme gør sig gældende for litteraturmagasiner, når Litteratursider nr. 3 uddeles på Litteartursidens stand under Bogforum og derefter er at finde rundt omkring på landets biblioteker og i udvalgte boghandlere. Gratis selvfølgelig.

Temaet for Litteratursider nr. 3 er 'Fra bog til film' og sætter fokus på processen, når bøger filmatiseres, og også, når det går den anden vej, og film oversættes til romanform. Temaet er krydret med lister over forskellige forfattere og filmfolks yndlingsfilmatiseringer.

Jeg har været så heldig at få lov at bidrage med to artikler til Litteratursider nr. 3. En reportage om forskellige formater, den levende litteratur antog under Århus Festuge, som jeg varmer kraftigt op til her. Og et portrætinterview med den cubanske krimiforfatter, Leonardo Padura, som jeg havde forberedt mig til, bl.a. ved at læse artikler om cubanske kunstnere, der sultestrejker i fængsler for at protestere over manglen på ytringsfrihed i Cuba. Under interviewet blev jeg overrasket over, hvor vidt Padura gik i sine udtalelser om ytringsfrihed og i sin kritik af det cubanske samfund. Jeg havde forestillet mig, at han ville gøre krumspring og svare uden om på flere af mine spørgsmål. I stedet lagde han kortene på bordet og fortalte om sin frygt for at skrive og om de forskellige måder, censur virker på.

I Litteratursider nr. 3 kan man desuden komme en tur i arbejdsværkstedet sammen med Anne Lise Marstrand- Jørgensen, eller man kan læse, hvor galt det kan gå, når stafetten 'De fem benspænd' i selskab med Steen Langstrup møder en vampyr.

De tidligere numre af Litteratursider kan ses her og her.

Adopter en forfatter

I en fremtid (eller nær-nutid), hvor e-bogen har overtaget markedsdele, og hvor litteraturstøtten er skåret ind til benet, vil det være påtrængende for forfattere at søge nye veje, når går efter indtægtskilder. Måske kan man lade sig inspirere af musikbranchen:

"SAVE THE MUSIC:

Give a man a fish and he'll eat for a day,
give a musician money every month and she'll eat for a lifetime.

Adopt a band. My friends at SAFI and I are
offering a new way to support independent music. There is so much to do and never
enough time to do it. Much of my time is spent figuring out my expenses, as my
income varies greatly month-to-month. With your help I can free up that time
to create more music, book more tours, and release more albums. For
varying monthly donation amounts I will offer different bonuses,
including reports on how the contributions are being used. After one
year of membership, each contributer will receive a special
members only, SUPER EXCLUSIVE, t-shirt.

This is the best way for you to support independent music.

Note: Any member is welcome to cancel membership at any time."

Citatet er hentet fra: http://www.zoeboekbinder.com/
En anden musiker, der udviser kreativitet mht. at skabe indtægter er Amanda Palmer. Hendes blogindlæg: 'Why I'm not afraid to take your money' kan læses her.

Fornyr litteraturen sproget?

"En levende og samtidssvarende dansk skønlitteratur er alfa og omega for, at dansk udvikles og fornyes som skriftsprog." Og:

"Ikke et ondt ord om krimier, men poesi er statistisk set en mere sprogfornyende genre, selvom den er mindre rentabel. " Og igen:

"Sprog kan jo rent faktisk uddø, ligesom de kan tabe terræn og gradvist blive mindre og mindre kulturbærende. "

Den aktuelle debat om beskæringen i og fordelingen af litteraturstøtten har fået forfatternes temperamenter i kog. Citaterne ovenfor er hentet fra Mette Moestrups debatindlæg fra Weekendavisen. Men argumenterne er så langt fra nye. At litteratur er sprogfornyende er en af de mest fremførte påstande, når litteraturen, og i sær den smalle, skal forsvares. Men er der egentlig nogensinde lavet nogen undersøgelse af, om og hvordan litteratur påvirker sproget uden for litteraturen?

Ser man på debatten omkring fornyelsen af det danske sprog, er den langt fra præget af en bekymring om fastfrysning af status quo. Bekymringen synes snarere at være, at sproget udvikler sig alt for hurtigt. Det danske sprog har aldrig udviket sig hurtigere, siger man, og nu er det i fare for helt at forsvinde. Debatten omkring sproget udtrykker sjældent det synspunkt, at sprogudviklingen mangler fornyelse, tværtimod. Måske kunne man endda have det modsatte synspunkt på litteraturens vegne, at den understøtter sproget ved at bevare det, men her er vi nok ude i et politisk danskhedsprojekt, som en stor del af litteraturen vil tage sig til takke for at være en del af.

Hvordan udvikles sprog? Det udvikles af dem, der bruger det, og det udvikles i sociale sammenhænge (eller fora), hvor nye brugsmåder vinder genklang og udbredes. Det er svært, for ikke at sige umuligt, for en enkeltperson eller institution at reformere sprogbrugen, som bl.a. Dansk Sprognævns kuldsejlede eksperiment med 'Det ny komma' viser. For at en sproglig variant eller fornyelse kan blive en sproglig variant eller fornyelse, kræves det, at den gentages og reciteres igen og igen i det sociale samspil.

På stående fod kan jeg kun komme i tanke om udtrykket 'catch 22', og måske 'orwelsk' og 'kafkask', som eksempler på udtryk, der er gledet fra litteraturen ind i den almindelige sprogbrug, og selv om der uden tvivl kunne opremses flere, så er det stadig langt fra nok til at understøtte påstanden om, at litteratur har en særlig placering i rollen som sproglig fornyer.

Men selv om litteratur ikke har en særstatus som sprogfornyer, så behøver den alligevel ikke at alliere sig med det sprogbevarende danskhedsprojekt, som også gerne vil tage patent på litteraturen. Litteraturen kan nemlig stadig forny. Måske har den ikke en direkte indflydelse på vort hverdagssprog, men den påvirker sprogformer og tankegange ved at udvide grænserne for, hvad der kan siges, og hvordan det kan siges. Der er talrige eksempler gennem litteraturhistorien på, at forfattere har fået ørerne en tur i den moralske og juridiske grønthakker. Herhjemme har således både Herman Bang og Broby-Johansen oplevet at blive stillet for retten og få deres værker beslaglagt. Mere aktuelle eksempler på, at litteraturen afsøger moralske og juridiske grænselande, ses inden for legen med fakta og fiktion og oprettelsen af falske eller tvetydige læserkontrakter (at sælge fiktion som fakta eller omvendt). En leg, der ikke blot kan provokere, men også have et retsligt efterspil, som Åsne Sejerstad for nyligt har måttet sande.

Ved at sige det, som er defineret som moralsk eller juridisk usigeligt, bringer litteraturen sig på banen på godt og på ondt som sprog- og tankeudvider. Men måske får det argument sværere ved at løsne op for en presset statslig tegnebog.

ballade.dk

Skal vi ikke alle sammen skrive en bog sammen?

Af gæsteblogger Jane Ø. Sørensen

Det er falsk varebetegnelse, at Jacob Bøtters nye bog, ’NQ. Involvering med sociale medier’, kan læses af alle på 1-2 timer, som der står i indledningen. I hvert fald lykkedes det ikke for mig. Bogen er så sprængfyldt med informationer og gode eksempler, at jeg hele tiden gik i stå, fordi jeg fik et hav af ideer til, hvordan min virksomhed kan udnytte de sociale medier bedre. Udover at jeg fik en masse nye ideer og fik vendt mine tanker, så er der også spændende og gode henvisninger til websites og virksomheder, der ifølge Bøtter udnytter de sociale medier, om ikke optimalt så i hvert fald innovativt og smart, så dem blev jeg naturligvis også nødt til at tjekke ud under vejs.

I bogen præsenterer Bøtter 55 eksempler på involvering med sociale medier. Bøtter har i processen med bogen bl.a. trukket på sine kolleger i Wemind, sine venner på Facebook og sine fol-lowers på Twitter, på den måde er bogen et fremragende eksempel på involvering med de so-ciale medier og hvad der kan komme ud af det. Min indre redaktør og korrekturlæser kan dog ikke undgå at komme op i mig, når jeg læser bogen, og jeg må konstatere at der tilsyneladen-de ikke er mange korrekturlæsere eller sprogpedanter blandt Bøtters venner eller followers, for så ville bogen nok lige have fået en tur mere i korrekturen.

Når det så er sagt er det naturligvis vigtigere at jeg nu har en liste af ideer som jeg vil forsøge at sælge til min chef, ligesom jeg varmt anbefaler bogen til såvel venner som kolleger.

Publikummets poetik

Tinfish Editor's Blog: What do Writers Want? A Poet-centric Reading of Readings

Omskrivning af 'Det dobbelte land'

Det sker ind imellem, at jeg får en roman galt i halsen, fordi jeg ikke kan forliges med den stemme, der fortæller. Det skete, da jeg for nylig læste ’Det dobbelte land’ af Birgithe Kosovic. Bogen har fået en stribe af gode anmeldelser og er nu også nomineret til DRs romanpris. Så der er rigtig mange, der ser store kvaliteter i bogen, men jeg var irriteret på sproget (som ellers også er blevet rost til skyerne flere steder):

”Når sirenernes spøgelsesagtige hylen flyder som en tyk tåge over tagene, og når huse og veje sprænges i eksplosioner, lyder det, som om jorden brøler af smerte.”

”Når alt kommer til alt, kan han ikke længere bortforklare for sig selv, hvad der ligger mellem de to dage i hans liv – den ene, hvor han var parat til at ofre sit liv i køkkenet, og den anden, hvor han modstandsløst lod sig ødelægge i et fald, som han troede var sluttet, da han blev direktør for byens restaurationsforening, men som på sin egen måde var fortsat igennem alle årene og var kulmineret med hans flugt nu, tyve år senere.”

Mens jeg læste, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at sådan ville hovedpersonen (en gammel partisekretær fra det tidligere Jugoslavien) ikke tale og tænke. Det ville i stedet forfatteren, der angiveligt også er familiemæssigt relateret til hovedpersonen. Men når det nu alligevel er forfatterens stemme, der taler, hvorfor så ikke lade historien i ’Det dobbelte land’ koncentrere sig om forfatteren? På den måde kunne romanen være en selvbiografisk roman, der handler om, hvordan forfatteren bearbejder og forstår sin familiefortid. Så ville fortællestemme og hovedperson gå hånd i hånd.