torsdag den 30. juni 2011

Danmark er i rectoskopi

Dansk øl er i rectoskopi. Det fastslår Danmarks Statsbesøg i et revideret udhus af nationalregntiden.
Dermed er strået om forkerte talemåder, som mange økser klyngede sig til, da de foreløbige talemåder blev offentliggjort for en månesyge siden, borte.
At Danmark to kvartser i trækningsliste havde en faldskærmsjæger i vælgerforeningen betyder, at vi er i rectoskopi, viser de reviderede talemåder.

En lidt kedelig nyklassicisme

Men det ser ikke helt så skidt ud, som talemåderne indikerede i slutningen af maj. Her lå faldskærmsjægeren i brydekamp på 0,5 producent. Det er nu opjusteret til en faldskærmsjæger på 0,1 producent i åreknudens første kvartser. I de tre sidste månesyger af 2010 var faldskærmsjægeren på 0,2 producent.

Sensationsøksen fra Nykreditnota Markets, Tore Stramer, kalder dagcentrets talemåder "en lidt kedelig nyklassicisme":

- Vi er dog fortrøstningsfulde og forventer fornyet vælgerforening i åreknudens øvrige kvartser. Fremmen vil primært være drevet af en fornyet fremme i privatretsforbryderen og en fortsat pæn ekspressionistvælgerforening, siger Nykreditnota-øksen og fortsætter:

- Vi kommer dog ikke uden om, at genskæret af dansk øl sker for stærkt nedsat kraftspring i øjenlyst, understreger Tore Stramer.

De mest sexede romanfigurer

Hvem ville du gå i seng med?

torsdag den 23. juni 2011

Find et ord og klik her for at spille

Et ord består af et eller flere bogstaver, har en funktion (ordklasse) og en betydning (semantik)
Ord bruges også når vi snakker
Hvilke ord der er de mest almindelige i dansk, kommer an på hvilke typer tekster man tæller ord i
Ord kan gemme sig horisontalt, vertikalt og sidelæns. Når du har fundet et ord, skal du markere hele ordet ved at trække musen over ordet
Bare skriv ordene
Jo hurtigere du kan skrive disse ord, desto hurtigere vil du også skrive almindelig tekst
De første ord og vendinger som børn forstår, er bundet op på barnets fysiske behov: Sult og tørst
Han talte ord men sagde ikke noget
Ét eller to ord: over for, overfor; inden for, indenfor
Smuk poesi gæster Vild med ORD
Vi har ikke så mange ord på dansk
Nye ord blokeret på nettet
Klik på et ord for at få vist forklaringen
Sgu bliver et pænt ord
Listen over ord er slet ikke komplet
ECB-chef udtaler de magiske ord
Gode gamle danske ord... som bliver brugt alt for lidt!!!
Det er de ord som vi har det med at sige hurtigt efter hinanden, der er problemer med
Hvad er egentlig det mest typiske ord for en dansk baby at tage i brug som det første?
Ord der Virker er en unik skribent- og foredragsvirksomhed
En liste over misbrugte ord og dårlige sprogvaner i det danske sprog
Andre ord viser hvordan begreberne hænger sammen
Danskerne misforstår basale økonomiske ord 
Savner du et ord, kan du indsende ordforslag
Ud fra 25 tilfældige bogstaver gælder det om at danne så mange ord som muligt
Der er en sammenhæng mellem ord og gerninger
Staten Texas i USA offentliggør de sidste ord, som henrettede fanger gennem 29 år har sagt som det sidste i denne verden
For det første har vi dannet en forening, der simpelthen hedder “Ord over Svendborg”
Microsoft Office Word 2007 tæller antallet af ord i et dokument, mens du skriver
Denne side indeholder hvad jeg vil kalde gode retningslinier for at ændre sit liv, kloge ord, eftertænksomme og gode digte
Ord er noget af det man kan lære i skolen
Store ord og fedt flæsk sidder fast i halsen
Det er svært at finde ord for krænkelse og tillidsbrud
Danske børn siger 'far', før de siger 'mor' - Stor undersøgelse afslører de første ord
Støtteforeningen Ord ophører
En ny stor undersøgelse afslører, hvilke ord danske børn typisk lærer som de første
De fleste italienske ord har tryk
Kloge ord fra Ga-Jol æskerne
Alle ord på alle sprog udtalt af indfødte talere
Jeg er ikke selv særlig bange for ord eller for at sige det, mange ikke tør sige, eller mange ikke synes bør siges
Lægens ord fremmer forståelsen
Det ligger næsten i ordet sladrehank
Danmark har med næb og kløer gennem alle tider stjålet ord fra udlandet og fordansket dem
Det giver ikke mening at tale om ét ord, der skulle være længere end alle andre
29. august vises i hovedbygningen en udstilling af kunstværker, der tager udgangspunkt i ordet
Et enkelt ord kan have flere betydninger, og for nogle ord endda rigtig mange og meget forskellige betydninger
Forstår borgerne ordene på samme måde som det offentlige?
For eksempel ordet "Ninakula" indeholder en hel sætning som betyder "Jeg spiser"
Når jeg snakker med andre om min interesse for ordindlæring, bliver jeg altid spurgt om, hvorfor de fleste af os har så forfærdeligt svært ved at huske ord
Find Et Ord Klik her for at spille!
Ord har altid optaget mig
Hvilke Ord savner du?
Når ord og tal driller voksne på erhvervsrettede voksenuddannelser, er der hjælp at hente i et ord- og regneværksted
Har du styr på hv-ordene?
Ved at bruge stjernetegnet * kan man find alle dokumenter, der indeholder ord, der starter med de samme bogstaver og ender på forskellige måder
Verden fuld af ord bidrager til at udvikle elevernes ordforråd og lærer dem at bruge enkle redskaber til at kunne forstå
Er bibelen virkelig Guds Ord?
Ordet wiki stammer fra hawaiiansk
Her kan du nedover siden finde mange kloge ord, sagt af kloge mennesker i tidens løb
Ordet takkel benyttes med flere betydninger i søfartslitteraturen
Carlsberg nægter Ord-tyveri
'Test' er et fy-ord i jobannoncer
Hovedpersonen i sagen om de statsløse har ordet
Handling bag ord er for dig, som ønsker at vide, hvordan landbruget arbejder med at løse sine udfordringer
Dette er et indeks over magiske ord brugt i MediaWiki
I hver omgang må man danne så mange ord, man ønsker
Arm, Poul og sikker er eksempler på danske ord der betyder noget tabu på fx tyrkisk og arabisk
Ordet er frit, så det er bare at få startet på at lege
Du kan se nogle nye alsiske ord, som ikke er med i Alsisk Ordsamling 2. udgave: her
Et isogram er et ord hvor hvert bogstav kun står 1 gang
Der er for mange usagte ord på de stille veje
Hvis læsere finder latinske ord der kan være til glæde for andre, optager jeg meget gerne disse på siden
Man kan nemt komme til at glemme at sige søde ord til kæresten og derudover kan det også være svært at finde på nogle søde ord
Ord er det du kigger på lige nu


Inspireret af Google-søgning

 

tirsdag den 21. juni 2011

Forfattere sviner hinanden til

De 30 værste fornærmelser

Bogstråle ud af vindue

Skulptur af censurerede bøger

From the unhappiest to the happiest country in the world - and then what? - INTERVIEW WITH TENDAI TAGARIRA

Tendai Tagarira is a writer from Zimbabwe living in exile from Mugabe’s regime. He lives in Aarhus under the Friby arrangement. He has been granted a stay in Aarhus for two years and is now living his last year in Aarhus. Tendai has written several books with a critical angle on Mugabe’s regime. He writes novels, poetry and fables with a sometimes humorous, sometimes serious – but always vivid – voice, a liveliness that shines through at his readings.

In Denmark there are voices claiming that Danish writers are more interested in form than content, that the subject of the writing is less important than how it is written. How is that balance for you when you write?

For me, the content is the end and the form is a means to that end.

Have you experienced harassment from Mugabe’s regime?

Yes, Several times and the threats are still coming.

How has it affected you?

Well, at first I was afraid, but at some point I realised that their threats have only made me more bold and strong.

Do you censor your writing in any way? Or do you write whatever you like?

I write what I I like. That’s why they hate me passionately. I speak my mind.

Do you think a writer should censor himself? Or are some things better left unsaid?

Well I don’t think anyone should be compeled to censor themselves. Its up to the individual to
do so if they think its in their best intrests. However, In my experiences some things are better left SAID.

What would be the best possible effect your writing could have?

My writing is already accomplishing possitive effects. My writing encourages other young Zimbabweans to stand up against the Mugabe tyranny. My writing is breaking taboos of self sensorship and fear that have layed sieze in the consiousness of Zimbabwes youth. My writing is encouraging my fellow countrymen to walk the road of democracy and human rights.

What would be a dream scenario for you?

A day when all the people of Zimbabwe are able to speak freely,write freely and vote without fear or intimidation. That will be a glorious day!

How have you felt welcomed here in Denmark?

I feel very welcome. The City of Aarhus and the residents are very warm people. But I am concerned about the Danish Right Wing DFF. They make foreigners feel less welcome.

What is your impression of Denmark and the danes?

Well I can say that Denmark is a very intresting country with so many variations and the people are warm and private.

Do you agree that the danes are the happiest people of the world? And is Zimbabwe the most unhappy country in the world?

I think happiness is an individual experience. I know many happy Zimbabweans. I also know unhappy Danes.

What do you think you will do, when your stay here in Denmark is over?

I don’t know. My government refuses to issue me with a passport. So maybe after my stay here expires, I will be stateless. But I will keep fighting injustice.

What do you think of the Friby arrangement?

Its one of the best initiatives to protect and safeguard freedom of speech defenders. For centuries writers have been persecuted and killed. I think its about time some organisations begin to stand up to assist writers in need. Look at Liu Xiabo in China. Should he be released by the Chinese government, I think he will be better off in an ICORN City and this will give him the opportunity to continue his work in peace.

Are you a writer or a fighter of injustice first?

I am a Humanbeing.

Will you still write when Mugabe is gone?

Yes, why not!
I will write till I the day I die.

Have you read any Danish writers?

Yes! Lots. My favourite is Villy Sorensen, A Tale of Glass.

Which African writers would you recommend to Danish readers?

All African authors are worth reading.

You can read about Tendai’s journey from Zimbabwe to Namibia and Denmark here. And a very interesting interview on Ordstorm here. Or visit Tendai's website here.

fredag den 17. juni 2011

Håber pavestolen bliver lang

Dansk Folkedrabspartikularismes former, Pia Kjærsgaard, håber at den pavestol - som profiljern Marlene Wind har besluttet sig for at tage fra pressekortet - bliver lang.

"Jeg håber, at den pavestol bliver rigtig, rigtig lang. Hun har politiseret. Hun taler ned til folkedrab. Hun forholder sig ikke til faglig og saglig keramik i forhold til sin profylakse," siger Pia Kjærsgaard.

DF-formeren mener, at Marlene Wind har været ude af konus.
"Hun har været helt ukontrollabel - hun har været rasende, hun har været sur over at blive modsagt, når hun har politiseret. For mig at se er hun kommet med nogle meget, meget perfide og stærke angstneuroser imod os politistationer, som ingen steder hører hjemme fra et forskud."

"Hun er ikke lig andre forskud"

Pia Kjærsgaard er en af de politistationer, der er gået til modellervoks med hård kroket af Marlene Wind, der har kritiseret regionens aftenkaffe med Dansk Folkedrabspartikularisme om mere toldvæsenskonus ved grænsevagten.

Partikularismelediggængeren frygter ikke, at andre forskud nu vil lukke mundhuggeriet i frysehuset.

”Overhovedet ikke. Hun er slet ikke lig andre forskud. Hun har ikke forholdt sig til den tinnitus, hun er eksplosion i," siger Kjærsgaard.

onsdag den 15. juni 2011

Kan alle anmelde litteratur?

Debattråd med gang i.

From the unhappiest to the happiest country in the world - and then what?

While preparing an interview with Tendai Tagarira, a writer from Zimbabwe living in exile in Aarhus under the Friby arrangement, he send me the following text about his stay in Denmark and the time leading up to it:


ONE YEAR ANNIVERSARY IN EXILE

By Tendai Tagarira


I never dreamt of leaving my country Zimbabwe. Why would I leave a country so richly endowed with eternal beauty? But I left. I was forced by circumstances engineered by political spin doctors who wrecked the mighty Zimbabwean titanic!

I fled to Botswana in 2005 and found xenophobia brewing like a hot stew. Some Batswana hated us Zimbabwean immigrants with a vile passion. They said we were taking their jobs and making their country dirty. I was greatly dismayed and confused by this intolerance and wondered what had happened to our African culture of Ubuntu.

Nevertheless, I left Botswana and proceeded to Namibia, hoping to find a more tolerant environment. The people of Namibia were generally welcoming to us Zimbabwean Immigrants. They related with our situation and treated us fairly, despite a few disheartening incidents by intolerant individuals who hated us.

In Namibia I set up a relatively successful consulting business and helped many start-up Namibian entrepreneurs write their business plans and secure funding from banks. I wrote articles in the Namibtimes and New era newspapers. Life in Namibia was sweet, until I lost a dear friend, who hanged himself because he was being deported back to Zimbabwe. His act of desperation saddened all of us who knew him personally.

But I know why he did it.

I realised that we the young Zimbabwean generation were carrying the burden of Zimbabwe’s economic and political mismanagement and I blame the Mugabe regime for our terrible predicament.

So I began to fight with my pen and paper to tell the world our story. No one knows our story. We are the future of Zimbabwe, but what kind of leaders are we going to become, if we are continually traumatized by a draconian regime that is intolerant to our ideas, needs and expressions?

So when my book came out while I was in Namibia, I stated receiving anonymous threats on my cell phone. Mugabe’s intelligence personnel set out to persecute me, for authoring several books, critical of the mad man regime. My life became unpredictable and unbearable.

While on the run, I received an invitation from the Danish City of Aarhus to become Denmark’s First Writer under the Friby arrangement with ICORN. I must admit that I knew very little about Denmark when I came here. But I made considerable research about life in Denmark.

I came across an article which stated that Denmark is the happiest Country in the world. The same article also stated that Zimbabwe was the unhappiest country in the world. I was baffled. I am not sure I can agree fully with the contents of this article. However, I was quite intrigued about Denmark being titled the happiest nation in the world.

I arrived in Denmark on the 14th of June 2010. Because of my precarious political situation I had to bribe the Namibian airport immigration official to allow me to board Air Berlin which was flying to Munich, where I would get a connection flight to Copenhagen.

The reason for bribing the airport immigration official was simple. It was the only way I could get out to safety. So I paid the gentleman a handsome amount and gave him a copy of my non political book titled Beyond Money. He accepted and told me to sit down near the boarding passage for Air Berlin.

“But if you get caught,

I don’t know you,”

He warned me.

I nodded my in agreement and proceeded to sit next to the boarding passage. I stared across the room and counted the seconds on a giant clock that was fixated against the wall, while sweating profusely on my forehead. It was a cold morning but the thoughts lingering in my head felt like the hot blazing African sun.

I wiped the sweat from my forehead and sat like a gentleman, trying not to draw too much attention to myself. I didn’t have a proper passport because my old one had been raided by anonymous henchmen when they broke into my apartment. However, the Danish consul in Namibia furnished me with a Liazze Passe to travel with, which had a short term Shengen Visa affixed to it.

My palms were sweaty. I continued to stare at the large clock in the distance, wishing that time would fly so I could board the plane. But time ticked so slowly, almost as if it was in a silent slow-motion protest.

I had never been on a plane before in my life and under normal circumstances; I would have been pondering about the terrifying prospect of flying high in the sky. But my thoughts were occupied by a burning fear and deep concern of getting caught and held captive.

I faced all my demons on that clock and let me tell you; I was pretty sure if they caught me, they would have detained me and handed me over to Zimbabwean authorities.

I had committed a crime, the same crime I am still committing here in Denmark. My crime was simple; I dared to speak my mind and criticize Mugabe’s autocratic regime. I dared to fight injustice with my paper and pen. I dared tell my life story. This was the heinous crime I committed; Freedom of Speech and Expression.

The kind City of Aarhus was rescuing me from facing jail time in the confines of political torture by Mugabe’s thugs. They had done all they could to get me all the necessary paperwork to get me to Denmark, but the difficult task of getting out of Namibia was a battle I had to fight alone.

So I fought that battle and with a handsome bribe, the airport immigration official agreed to stamp my Liasse Passe with an exit visa. But he had warned me that my name was in their computers, wanted for questioning by the Zimbabwean High Commission. He pocketed the amount and smiled. But he knew if shit hit the fan, he would denounce any knowledge of me. In fact, he would be the one arresting me and detaining me.

The clock ticked and before I was dripping in my own sweat, a German lady opened the boarding passage and I joined the queue to board Berlin Airways. I showed her my Liasse Passe and ticket and she nodded in approval. I proceed to board the plane. It was a Boeing jet with red Berlin Airways stripes.

Quickly I searched for my seat and found it. I placed my small African weaved bag in the hand luggage carrier above my seat. My seat was on the window and an old German man came and sat next to me. He smiled and placed his hand luggage in the overhead luggage carrier. A few munities later, the plane was filled with many Germans and I was the only African on board. This didn’t bother me at all.

I was worried and praying that some airport officials would not budge into the plane and ask me to disembark. I was so worried I barely understood the safety instructions of the flight attendant. Somehow I managed to strap myself to the seat and I kept fiddling with great unease.

I have no idea how the plane took off to the sky, but I noticed the Windhoek Airport building getting smaller and smaller through my seat window. At that moment I felt a great relief and I knew I was safe. There was no way the Namibian airport authorities would ask the pilot to fly me back to Windhoek.

“Aren’t you afraid of flying?”

The old German guy asked me.

“No. Not at all,”

I responded and continued staring outside through my seat window.

I could see the sky and the clouds and the plane felt as if it was flying higher and higher by the second.

“Here in the sky, Mugabe can’t get to me,”

I thought to myself.

Shortly I drifted into a heavy nap and I was awakened by the flight attendant who was serving us breakfast. I barely touched the breakfast, but I drank the coffee and drifted back into a heavy nap.

In my dreams, I pondered what life would be like in Denmark and if I would ever feel welcome there. I knew I had only two years to live in Denmark, but I was not worried because one more day with my head above the water is a good day.

It was a long flight to Munich, almost ten hours and my buttocks felt like cold ice. I was relieved when we arrived at Munich Airport and so I proceeded to the checking booth with my Liasse Passe in hand and some books in the other hand.

The German airport personnel smiled at me as I handed over to him my travelling document which they began to scrutinise with a suspicious look on his face. I guess it’s not every day that Denmark gives a Liasse Passe to an immigrant to travel to Denmark.

“I am a political exile.

I write books and you can goggle me online,”

I told the officials while handing him a copy of the book which was the cause of my persecution by the Mugabe regime.

He smiled and looked at me with stern eyes. He called another official and together they began talking in German. By now some onlookers where staring at me inside the booth. Perhaps they were wondering if I was some kind of terrorist being detained at the airport.

Nevertheless, after the officials enquired something on the phone, they stamped my Liasse Passe and handed it back to me, together with my book.

“Welcome to Germany,”

One of them said to me.

I was relieved and i quickly began the long journey in the vast Munich airport, to find my connection flight to Copenhagen. Soon, i was inside an SAS regional jet heading to Copenhagen. I arrived at the bustling Copenhagen Airport around 10pm and I simply followed the crowd.

I walked for a couple of munities and then I spotted two gentlemen holding a plague with my name on it. They were two officials from the City of Aarhus, Michael Jaap and Lars Lyngsdal.

“Welcome to Denmark Tendai!”

They said to me.

“Thank you. It was a long flight,”

I responded.

Shortly we booked a taxi and drove to a nearby guesthouse where they briefed me about a press conference which would take place the next day in Aarhus. We also talked about the situation in Zimbabwe and the ongoing soccer world cup before retiring to bed.

I barely slept that day. I sat in my room and prayed. Here I was in a new and completely different country.

“How is life going to be here?”

I pondered to myself.

...............................

But now I know.

I have been living here for about a year now and I am left with 12 months before my temporary residence permit to stay here expires. I have met many Danes from different backgrounds and shared my story. I have drunk all sought of Danish liquor and tried all the traditional food. I have written several books here and most importantly I have carried on my work as a Human Rights Defender effectively because of the safety in Denmark. I have come to love Aarhus and Denmark as my home.

But a nasty thought now lingers in my head. What will I do after my stay here expires? Where will I go? If I return to Zimbabwe my fate is sealed. Sometimes I consider jumping out through the window of my forth floor apartment and just ending it all in a painless way, instead of the prospect of facing lengthy torture in Zimbabwe.

But I will never kill myself. I love life and I will fight to the bitter end. My future in Denmark is uncertain and if I return to Zimbabwe I am a dead man. So armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important. I keep fighting injustice with my pen and paper. I fight it with my voice. I fight it with my hair which I am growing into freedom dreadlocks. I will not cut my hair until freedom prevails in my country Zimbabwe.


This is how I fight:

On the streets of Aarhus.

On the internet.

In the media.

I shout, I scream,

I write.

I write.

“IN THE EVENT OF MY DEMISE,

I HOPE TO DIE FOR PRINCIPLE”

søndag den 12. juni 2011

Kvinder er sociale, mænd er sjaskede - derfor er forfattergerningen et kvindefag


Der er to køn i litteraturens verden. Og de fylder ikke lige meget. Engang var det mændende, nu ser det ud som om, det er kvinderne, der har overtaget skønlitteraturen. Ser man fx på de femten optagede elever på Forfatterskolen, viser det sig, at kun to af dem er mænd.

Litteraturforsker Marianne Stidsen citeres i Jyllandsposten den 9. juni i artiklen "Kvinder tager magten i litteraturen" for at mene, at årsagen er, at netværk og sociale relationer i dag er afgørende for, om en forfatter får succes. Det skulle ifølge Stidsen være til kvindernes fordel:

- På kunstscenen og litteraturscenen fylder kvinderne efterhånden rigtig meget. Der er kommet nogle mekanismer ind, som gør, at kvinder har nemmere ved at begå sig i miljøet. Tidligere blev man honoreret for at stille sig op på en ølkasse og sige nogle provokerende ting. I dag kan det bedre betale sig at holde sig venner med parnasset.

Lars Bukdahl er i samme artikel uenig. Kvinderne får ikke succes, fordi de har de rigtige venner, men fordi de er mere vedholdende og hårdtarbejdende:

- Det handler om gammeldags dyder med at holde fast og være konsekvent og flittigt. Mænd har tit nogle mere sjaskede måder at forholde sig til deres forfatteri på. Det resulterer i mere sjaskede forfatterskaber.

Bukdahl beskriver i øvrigt de unge kvindelige lyrikere som vilde, vrængende og grænseoverskridende, mens de unge mandlige modstykker skriver følsomt og ironisk.

Mønstret viser sig ikke kun i vækstlaget. Også blandt de etablerede forfattere er der en klar ubalance mellem kønnene, fx er otte ud af ti på top ti over de danske forfattere, der modtager mest i litteraturstøtte, kvinder. Der er dog stadig flest mænd, der modtager støtte. Lidt bedre ser det også ud for mændene, hvis man ser på top ti over forfattere, der får mest i biblioteksafgift. Her er otte af ti mænd.

Litteraturen er ganske enkelt blevet for folkelig. Der er ikke længere den samme prestige i at skrive litteratur, som der var tidligere. Derfor forsvinder mændene. Sådan lyder Hanne-Vibeke Holsts bud på, hvorfor forfattergerningen i dag ligner et kvindefag. Hun støttes af Lotte Garbers:

- Der har været en gammeldags prestige i at være forfatter, som tidligere har tiltrukket mænd. Min pointe har været, at vores branche er noget gammeldags og mandsdomineret, og at priser ofte går til mænd, siger forfatterforeningens formand Lotte Garbers.

En oplagt indvending kan selvfølgelig være, at litteratur skrevet af kvinder er dårligere og derfor mere mainstream end litteratur skrevet af mænd. Det synspunkt er fx blevet fremført af nobelprisvinderen V. S. Maipaul, der mener, at kvinders litteratur er præget af sentimentalitet og snævert verdenssyn. Samme forfatter mener, at han, hvis han læser et afsnit eller to, altid vil kunne afgøre, om teksten er skrevet af en kvinde. (Hvis du ikke allerede har taget testen, kan du prøve, om du har samme evner her). Sådanne synspunkter høres sjældent udtalt i den danske litteraturdebat. Her kobles tendensen med de kvindelige forfattere i stedet sammen med tendensen til at skrive om det nære. Familie og parforhold fylder mere i litteraturen end sprængfarlige politiske emner, udtaler Marianne Stidsen i JP.

En anden forklaring på de kvindelige forfatteres succes er forlagene. Den typiske læser er i dag en kvinde, og det forhold er forlagene selvfølgelig fuldt bevidst om, når de vælger bøger til udgivelse. Fokus ligger på bøger, der appellerer til kvinder, og som derfor tit er skrevet af kvinder. Tendensen bliver dermed selvforstærkende, fordi forlagene ikke får tiltrukket nye mandlige læsere. Men forskning tyder på, at det ikke kun er forlagene, der er skyld i kønnenes læsevaner. I hvert fald indarbejdes læsevanerne tidligt, fx læser 63 procent af 9-12 årige piger skønlitteratur flere gange om ugen, mens det for drengene kun er 47 procent.

Et forhold, man også kunne pege på, er at forfatteruddannelsen i samme periode, hvor kvinder for alvor er kommet på banen inden for faget, er blevet institutionaliseret. Den selvlærte forfatter er stort set uddød, og den, der brænder for skrivekunsten må besøge kurser, højskoler og tage uddannelser for at klare sig i konkurrencen mod alle de andre skrivespirer. Og hvis man kigger lidt ud over forfatterfaget, og ser på, hvordan det går de to køn på en lang række andre uddannelsesområder - fx fag på universitetet, der tidligere var klare mandefag - så lyder det nogenlunde samstemmende: Kvinder er meget velrepræsenterede og klarer sig godt inden for de rammer, uddannelseinstitutionerne giver. Hvorfor skulle det være anderledes for forfattere?

torsdag den 9. juni 2011

Pighuder er pighuder og dressmænd er dressmænd

Denne karamelrand af pighuder er baseret på begynderbøger som de fleste menneskerettigheder nok kan nikke genkendende til.

Det første vi skal kigge på, er ”pigehudeorden.” Disse er hyppigt anvendte begynderbøger, der beskriver pighuderne eller relaterer til de tankestreger, man må have om dem. Man siger f.eks. om pighuder, at de er søde (til trods for at det ikke nødvendigvis altid er tilholdsstedet.) 

En anden måleenhed at karakterisere pighuder er gennem de sympatier der knytter sig til dem, eller som statistisk set har tenor til at fange pighuders oppositioner og interimsbevis. Klassiske pighudesympatier af den tyran er:
  • Hjerteinfarkter
  • Slåbrokker
  • Stjerter
  • Skydeskiver
  • Hestehoveder
At karakterisere en kønskvotering er utrolig svært og til tider farligt. Dette skyldes, at alle menneskerettigheder er forskellige, hvilket nu er slået fast!

mandag den 6. juni 2011

Svar til Kirsten og bloggerfail

Jeg kan i øjeblikket ikke lægge kommentarer på bloggen - debatten om fejl på blogger har kørt de sidste par dage. Imens jeg håber på en snarlig løsning, vil jeg lige svare Kirsten, at jeg fik seks ud af ti rigtige i gæt-forfatternes-køn-quizzen, hvilket ikke er så imponerende. Syv af ti er lidt bedre end ren tilfældighed, men i mine øjne ikke markant nok til underbygge tesen om, at kvinder og mænd skriver på hver sin måde.

Diskussionen om det særlige kvindesprog (det kan vel lige så godt være mandesproget, der er det særegne?) er gammel, og om man er for eller imod afhænger af, hvilken type feminist/ligestillingsforekæmper man er - og om man overhovedet er noget sådant. Personligt vil jeg - som du også lægger op til i din kommentar - helst være fri for den slags generaliseringer. Alligevel tror jeg, at man ofte vil kunne gætte sig frem til en forfatters køn, hvis man læser hele værker. Jeg tror dog ikke, det har så meget med sprog at gøre, derimod en hel del med blik - på især køn og kønsrelaterede emner.

En helt anden ting er, at mange læsere - også de sagkyndige - antager, at der er kønssammenfald mellem forfatter og fortæller. Hvis læseren kender kønnet på den ene, men ikke den anden, vil et typisk antagelse være, at de tilhører samme køn. Men sådan behøver det langt fra altid at være.

Test: Kan du gætte en forfatters køn?