Jeg har et ganske udmærket princip om ikke at blogge om læsesurhed. Et sådant princip er selvfølgelig ikke fasttømret, før det er brudt, og nu må jeg så alligevel tage hævn på den bog, der har brugt den seneste måned på at dræbe enhver rest af læselyst, der er tilbage i mig. Jeg er pt. på side 269 ud af 319 sider, dvs. der er 50 siders hjertelig plabren tilbage, og jeg er næsten ved at tude ved tanken om, at en eller anden har syntes, at det var en fortrinlig idé at udvælge denne bog til læsning i læseklubber landet over. (Det kan du da ikke mene for alvor?):
"Med Vibeke og mig var det endnu en gang sådan som før, (ja, ja, kom nu i gang da)
at når vi var sammen igen, blev vi næsten som nyforelskede unge, (hvorfor kun næsten?)
og jeg tror, vi skulle være glade for, at Ingrid, der nu var en køn, ung kvinde, (ok, BÅDE køn og ung, uhadada)
havde nok at gøre med at dyrke sine veninder (hvordan dyrker man egentlig sådan nogle?)
blandt nabostormændenes døtre, da vi ikke rigtigt havde plads til hende i vores glæde ved hinanden (autentisk! og dybfølt! psykologisk portræt!):
Jeg trivedes så godt med at være Vibekes mand og elsker, (skøn dobbeltvirilitet, der underbygger
de
forudgående 264 siders ufejlbarlighed hos vor hjertenskære hovedperson)
at jeg ikke gik så ivrigt ind i gårdens arbejde, som jeg plejede, hvilket fik mine kvinder til drillende (aah, den evige flirt)
at fortælle mig, at de nok så, hvordan alderen var ved at sætte sine spor i mig." (Nu er det snart så hjerteligt og ikke mindst ægte følt, at mine tårer løber rundt med mig, men hør så her:)
"Da jeg returnerede ved at spørge Vibeke, om hun foretrak en udmattet mand i sengen, kyssede hun mig og hviskede, at hun havde mange ensomme nætter, hun krævede erstatning for, og hvis mine kræfter kun rakte til det, var jeg velkommen til at lade andre slide i marken; en bemærkning, der fik Ingrid til at kigge genert ned i bordet (Ja, helt ærligt altså).
Både Vibeke og jeg grinede højt ved hendes åbenlyse ubehag (ondsindede bæster)
ved vores betagethed af hinandens kroppe (hvor dejligt præcist et udtryk for begær),
og Vibeke hviskede højt (hviskede højt?)
til mig, at pigen måske snart selv ønskede en mand, (det er da klart, når det er så muntert),
der kunne lære hende glæden ved lange nætter (Oh la la!).
For nu at yde værket retfærdighed må jeg tilføje, at der er en pænt blodig krigsscene på side 207, der har en vis effekt.