Jeg nedkølede en portion stjerner i flydende Helium

Jeg nedkølede en portion stjerner i flydende Helium. For at undgå at blive overstrålet af stjernernes eget lys, trak jeg den næst klareste af dem alle, Beta Pictoris, væk fra de infrarøde bølgelængder, den havde svævet i siden dannelsen af galaksen. Den langbølgede stjerne havde en masse to gange solens, og den var omgivet af en skive af fine partikler. Et atmosfærisk skjold af astrofysikere kan bekræfte dens eksistens, men jeg vil nu holde mig til at beskrive den som uimodståelig. Jeg var på den tid grundstof i et hidtil usynligt univers. Da det opsendte rumfartøj nærmede sig, sagde jeg til Beta Pictoris, at jeg ville tage den som modermolekyle i min tjeneste, og jeg beskrev for stjernen de mange smukke ting, den ville få at se, som om jeg havde været en af Saturns ringe. Beta Pictoris lyttede med stor interesse og gik bort for at tage sit bedste tyngdefelt på. Men da dybhavsgoplen allerede var i det mere nære nabolag, kom den tilbage i en frygtelig præbiotisk kemisk aktivitet og nægtede at studere med mig. Den ville ikke forklare mig grunden og blinkede heftigt under mine spørgsmål, til sidst kom det dog ud: Nej, den kunne ikke komme med. Den havde først nu forstået, at det var til det titanske spektrum, jeg ville føre den, og mod det hylster af metangas var den altid blevet advaret af de hollandskfødte astronomer. Jeg forklarede den, at dette alt sammen var en misforståelse, og at den skulle komme med mig. Men da begyndte den at forstenes foran mine øjne, den døde, den vendte det hvide ud af øjnene og svedte i ansigtet. ”Nej, nej, protozo,” stødte den frem i en hvisken, ”jeg kommer ikke, jeg kan ikke komme. Derinde i den store heksekedel, jeg ved god besked med det, der er der en prozoto, som er ekstraterrestisk, en forfærdelig skabning.” Da jeg hørte dette blev jeg bedrøvet og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men bestemte mig dog til at tage den med mod dens vilje og at lade den specialiserede skabning selv oplyse den.